Gud Fader og Gud Moder

Den første billedplade mener nogen forestiller Taranis - den keltiske himmel- og tordengud. Jeg har nu valgt at kalde den dominerende figur her for Gud Fader, for det dækker meget godt min opfattelse af ham. Vi ser en gud, der sætter verden i gang. Hans arme er rakt i vejret; han er den udadvendte. Han er ved at forme hjulet: den runde bevægelse, himlen beskriver over jorden.

På den anden plade er der en tilsvarende dominerende figur - Gud Moder. Hun bremser verden. Hendes arme er vendt indad. 
Allerede her må jeg indrømme, at det kunne være voldsomt forkert at kalde de ledende guddomme for noget med "moder" og "fader". Det kan være, at de har været set som modstandere og ikke som partnere. Det vigtige lige nu er at acceptere, at de står for hver sin tilsyneladende modsatte måde at være på.

To lag
Man kan se at dyrene bevæger sig i to lag. Bladornamentikkens retningspile viser bevægelserne. På pladen til venstre løber de øverste dyr mod højre og skubber derved med på de nederste dyrs bevægelse mod venstre. Bemærk, at de øverste dyr er prikkede, og de nederste grifagtige dyr har vinger. Det er fordi den øverste række dyr er stjernebilleder - dyrekredsens måske? - der bevæger sig rundt om jorden. Dyrene i den lavere sfære bevæger sig den anden vej i vindene/luften (de har vinger). Man kan endda se, hvordan hjælpeguden i dette luftlag "slipper en vind" i den rigtige retning! Jeg elsker den detalje.

Vi er så vant til at vende alle landkort, så nord vender opad, at vi sjældent tænker over, at det ikke behøver at være sådan. Når vi vender mod nord har vi øst på højre hånd og vest på venstre, men jeg tror kelterne/thrakerne havde det omvendt. Jeg tror, de var orienteret mod syd ligesom de gamle egyptere, for så passer billederne her: stjernerne bevæger sig fra venstre mod højre (fra øst til vest), og vindene vil med den almindelige fremherskende vindretning bevæge sig omvendt, fra højre mod venstre (vestenvind - fra vest mod øst).

På pladen til højre vender såvel stjernebilleder som vinde sig mod Modergudinden. Man kan se på bladornamentikken, at bevægelserne her går ind imod hende og opad, og man bemærker den prikkede baggrund bag bladene, som fortæller, at bevægelsen er af psykisk/indre karakter (ser man nøje efter, kan man også se en tynd prikket baggrund rundt om toppen af Gud Moders hoved). Hun ligesom suger bevægelserne til sig, og så glider de opad. Måske kan man sammenligne med suget i en strømhvirvel eller bedre: som når en skypumpe suger træer, hustage med mere højt op i luften. Hun er centrum. Man kan få den tanke, at de stjernebilleder der sidder ved Modergudinden ikke er dem langs himlens ækvator, som bevæger sig fra øst mod vest. Mon ikke Gud moder sidder i himlens nordpol, hvor stjernebillederne ikke tilbagelægger så store afstande, men langsomt drejer rundt og rundt om det punkt, der står lige over jordens nordpol. En af elefantsnablerne kan udmærket være Karlsvognens vognstang.

Hjælpeguden har under sig en slange, som ikke er en normal slange, idet den har vædderhoved. Denne slange er, mener jeg, en tilføjelse eller nærmest "navneskilt", et symbol, der skal vise gudens natur som en kraftfuld, bølgende strømning. En overfører af Gud Faders livgivende kraft til det jordiske plan (eller i hvert fald til luften), kan man formode.

Under Gud Moder ses et dyr, som i sin form ganske ligner dyrekreds-stjerneuhyrerne hos Gud fader. Her er dyret dog ikke stjerneplettet, men har luftdyrernes overflade. Igen et gæt: mon ikke dette dyr står her ligesom slangen under den merkurlignende hjælpegud stod dér for at karakterisere figuren ovenover – ligesom vi ville sætte en billedtekst under? Så dette dyr fortæller, at Gud Moder er lige så "stærk" som dyrekredsens løbende uhyrer. Og det er jo klart: der skal en lige så stor kraft til at bremse stjernerne som til at sætte dem i gang!

De to blomsteragtige stiliserede hjul ved Gud Moders sider har nogle set som bevis på thrakisk indflydelse på karrets udformning, idet disse hjul kendes fra Iran, hvor thrakerne også havde boet, før de trak op i Østeuropa. Disse hjul kendes imidlertid også fra gammel tid i Indien, hvor de findes i forbindelse med kulter for Brahma og Buddha (se f.eks. Bhattacharya: The Cult of Brahma. Indien 1969). Her har de også prikket baggrund, som netop forbinder dem med noget psykisk. Formentlig er de tegn på meditation.