Mesopotamisk Humor

Underholdningen 

Lad os begynde ved musikken og betragte det andet felt fra neden, hvor netop lyren selv er afbildet. Woolley ville måske tolke scenen som stammende fra et eventyr, hvori nogle dyr spiller. Det kan godt være rigtigt, men der er også en anden løsning - nemlig at tolke billedet umiddelbart og som en slags tegneserie. Så bliver scenen pludselig morsom for os: lyrespilleren sammenligner sig selv med et æsel, og de andre dyr er på samme vis karikaturer (Jeg tillader mig for nemheds skyld at lade som om lyrespilleren selv har lavet billederne).

Virker det for nutidigt at lægge en så allegorisk billedtolkning heri? Vi kender dog den berømte fortælling af romeren Apulejus om det gyldne æsel, hvori fortælleren forvandles til et æsel og oplever mange sælsomme hændelser. Den historie viser os - skønt et par tusind år yngre end den mesopotamiske lyre - at det ikke er nogen ny tanke at gemme menneskelige egenskaber i dyreskikkelser. I det hele taget må det jo være grundlaget for at tro på guder, der antager dyreskikkelser (som f.eks. de egyptiske), at man tolker gudens natur som værende i overensstemmelse med det pågældende dyrs. 

...så altså: - vi antager, at meningen er denne: lyrespilleren, troubaduren, er efter eget udsagn et æsel, dumstædig, en nar. Den dansende bjørn ved siden af skal nok heller ikke tages bogstaveligt. Det er kanhænde en danser, der fører sig elegant frem, men som her får klar besked - han er ikke bedre end en tumbet bjørn, der hopper rundt for at underholde dem, der sidder på den rigtige side af bordet! Vi ser også en lille væver hund eller sjakal, der ikke er så meget tyngde i; han sidder og rasler med sin sistrum med halen underdanigt mellem benene.   

Føden

Det næste billede lige ovenover viser nogle tjenere, der bringer mad og drikkevarer. Den ene tjener er en løve, og da løven er og var et symbol på livskraft (solens dyr), er han nok med for at illustrere, at dette felt drejer sig om den livskraft, vi får gennem føden. Men se så lige den anden tjener. Han er en hund, der bærer et bord med mad frem, og hvilken mad: parterede hunde - hans egen art. Han har endda en kniv i bæltet som en antydning af, at det er ham, der har stået for slagtningen! Han har med andre ord ofret sine fæller for at tjene sin herre. 

Hunden er på en måde en figur, der udtrykker det modsatte af æslet. Hvor æslet er et symbol på stædighed, er hunden derimod ivrig efter at gøre sin herre tilpas. Det er fristende at tolke hundetjeneren som illustrerende den "fastansatte" tjeners relativt trygge, men sleske situation - set med den fattige, men frie troubadurs øjne. Ser vi ikke i hunden og løven troubadurens foragt for det tæmmede menneske, slaven, der har affundet sig med situationen, som aldrig gør oprør eller protesterer: "vi har det jo godt... vi får da mad hver dag... " 

Materielt begær

Går vi til det nederste billedfelt, finder vi også her en tjener, men så sandelig også en hersker. Han ejer ting i krukker (hvad det er, kan man ikke rigtig se. Det er underordnet; han har en i hånden, og der ligger en øverst i krukken. Det er det, der er i, og det er hans). Herskeren eller herren her er halvt menneske, halvt skorpion. Skorpionen er et væsen, man skal tage sig i agt for. Dens sprog er vold: en trussel om døden ligger der i dens hale. Således må skorpionmanden siges at være et billede på grådighed - han lever for at besejre andre, for at eje mere og mere. Han drikker begærligt.

Er det et bæger vin, han lige har tømt til bunden, eller er det... kan det være... sine ofres blod? Han ser i hvert fald bestemt ud, som om han siger: "Rr-rrrrr! Mere! Jeg vil have mere!

Bukken eller er det en gazelle, herskerens tjener, står parat bag ved ham med ikke mindre end to fyldte bægre for at være sikker på at gøre sin herre tilfreds. Den er for resten frækt tegnet. Ikke alene står den i en tilbedende positur. Som den står der på bagbenene med forbenene løftet over skorpionens hale minder den stærkt om et yndet religiøst motiv i Mesopotamien: en buk/gazelle, stående på bagbenene med forbenene løftet over en plante. Der må det betyde, at bukken støtter sig til, bygger på, eller er udtryk for plantens grokraft - en guddommelig livskraft. Her støtter den sig til dødens kraft. Hvilket vil sige: den tjener en forkert herre.

Den største sejr...

Den rette hersker ser vi foroven, i det øverste af de fire billed­felter. Ham har kunstneren haft respekt for, og det er det, der gør, at billedrækken ikke kun er en satirisk nedgøring af samfundet, men tillige rummer en religiøs/politisk positiv "Trosbekendelse". Det er derfor, stilen i dette felt med Woolleys ord "falder uden for den humoristiske stil" i de øvrige felter. 

Midt mellem to tyre, som han holder om, står en skægget mand. De to tyre har nok horn og tyreører, men ellers har de nøjagtig samme ansigt som manden. De er altså manden eller rettere noget af ham: hans dyriske sider. Tyren er/var symbol på styrke, frugtbarhed og stærke drifter. Men modsat skorpion-herskeren i det nederste billede lader dette hele menneske sig ikke lede af drifferne - han har tværtimod be­sejret dem. Det er ham, der bestemmer. Imidlertid fornægter han ikke sine drifter, han dræber dem ikke. Vi ser sam derimod holde kammeratligt om tyrene, der da også løfter det ene ben i en hyldest til denne ægte hersker, der har vundet den største sejr: sejren over sig selv. 

Det er formodentlig dette billedfelts ophøjelse af den rette hersker­type, der har gjort lyren værdig til at blive lagt i en konges grav.

Sammenhængen

Hvad er det, der binder disse fire scener sammen? Sidder de i den rækkefølge, de gør, med et bestemt formål? Jo, ud over at fortælle det, vi lige har set, ser scenerne ud til at være illustrationer af de fire elementer, som de kan optræde i mennesker. På samme måde, som man i middelalderens Europa satte elementerne i forbindelse med fire temperamenter (kolerisk, sangvinsk, melankolsk, flegmatisk), således kan man også have ment i Mesopotamien, at elementerne influerede på menneskepsyken. 

Europæernes tro på elementernes indvirkning på psyken kommer fra astrologien - som stammer fra Mesopotamien. Nutidig astrologi bygger ikke så meget på den europæiske middelalders astrologi, men støtter sig mere til traditionel indisk tænkning, hvor jord-elementet sættes i forbindelse med det materielle, vand-elementet med det følelsesmæssige, ild-elementet med livskraft og luft-elementet med tanker. Det er ganske tankevækkende, at den opfattelse nøje passer med vore billeder fra lyren. Herskeren i det nederste billedfelt, han som er besat af mate­rielt begær, viser i karikeret udgave jord-elementets indflydelse på mennesket. Underholdningen med musikerne i det næste billedfelt symboliserer nydelse, velvære, følelser og stemninger - og dermed vand-elementet. Mad-og-drikke scenen har med livskraft at gøre: ild­elementet. Endelig ham, der har besejret de dyriske sider i sig selv - det gør man i ånden, tankerne, luft-elementets område.  Ikke nok med, at billederne kan tolkes som udtryk for elementernes indvirkning på mennesket. Den rækkefølge, billederne sidder i, er nemlig præcis den samme, som inderne anvender, når de afbilder elementerne som centre i kroppen:

Nu skal vi, selv om vi blot leger med tanken, ikke trække tolkningen alt for langt, så derfor stopper vi her. Det har været morsomt og lærerigt at gå ind i de enkelte scener, men læseren må selv afgøre, hvor rigtige mine to1kninger er. Jeg er overbevist om, at elementerne er det, der binder scenerne sammen til en helhed. Der er andre afbildninger fra samme tid og sted, der i mine øjne viser elementerne, og jeg tror, at oldtidens syn på elementerne som "verdens byggestene" er aldeles undervurderet. Den almindelige opfattelse, at det er grækerne, der først (og langt senere) formulerede teorier om elementerne, håber jeg engang vil blive korrigeret. Ligesom Pythagoras' ligning om retvinklede trekanters sidelængder (a² + b² = c²) har vist sig at være kendt længe før, sådan tror jeg også det er tilfældet med elementerne.